er Dem, som fik verden til at skjælve og guldet ophævet som verdensmagt.
—Det var mig. Og min hustru der, — det er Josias Saimlers datter.
Zapatas gustne, gulrøde hud fik en dypere farve.
—Vær velkommen, sa han næsten varmt. Vi er gribber, som er født av den samme mor. Verden har ikke mange av vor slags. De er fri. Dere kan gaa, hvor dere vil. Castellas herre og Saimlers ven har Zapatas fripas og gjestevenskap. Men bli hos os. Her er store ting at gjøre i Meksiko for mænd av vor klasse. Og her er mange penger at tjene for hurtige hænder og klare hoveder. Ja — bli hos os. Jeg er en gammel mand og . . .
—Nei, sa Delma hurtig. Jeg har penger nok. Og jeg vil resten av mit liv leve i fred.
Zapatas rystet paa hodet.
—Den, som er skapt til ørn, kan aldrig bli en pelikan, sa han med en vis værdighet. Store opgaver venter Dem. Ikke mindst hevnen —
—Hevnen?
—Ja, hevn over den mand, som knuste gribbene.
Da lo Delma.
—De snakker som en taabe, sa han. For den mand, De taler om, er her tilstede.
Fjeld hadde reist sig og strakte sine lemmer. Den kraftige skikkelse med den senede hals og det lyse hode skinnet formelig i morgensolen.
—Er det ham? hvisket Zapata.
—Ja, ham er det. Hans navn er Fjeld. Og hvis De vil vite det, saa er det min mening at denne tre alens nordmand vil bli det fjeld, hvorpaa Emiliano
