Zapata vil knuse sit hode. Læg merke til, hvad jeg sier. Jeg kjender ham. Slip ministeren løs. Jo fortere desto bedre. Tag pengene andetstedsfra. Det er mit raad, og det er godt.
Da løftet Zapata sit hode.
—Der er vel en anden utvei, mumlet han sagte.
—Hvilken?
—Jeg kunde jo dræpe ham, hvisket han med et grusomt smil. Som jeg har dræpt alle mine fiender.
Foran en liten jordhytte paa den anden side av indsjøen sat der en mand og gnavet betænksomt paa et hønseben.
Det tjafsede haar og skjeg og den helt igjennem usoignerte skikkelse mindet i sandhet ikke om de høiere rangsklasser. Hans kjæver var i stadig bevægelse, — selv efterat de sidste bleke trevler av hønsebenet var avgnavet. Man saa straks, at det likesom var mandens vane. Han aapnet munden, og han lukket den, han rynket brynene, og de vandblaa øine stirret ut i rummet, som om der stod en folkehob nedenfor hans hyttes veranda. Saa knyttet han hænderne og slog ut med dem og kastet det latterlige hoved tilbake i foragt for en eller anden usynlig motstander.
Der var ikke noget særegent ved denne lurvede,
