bredmundede germaner. Han tilhørte det store kjævernes ridderskap, som er likelig fordelt i alle samfund: — Manden med de mange ord, folketaleren, parlamentarikeren, den første agent for saa let avsættelige artikler som misfornøielse, samfundsgraadighet og surhet. Hans liv var talerstolen, hans verden en osende folkeforsamling.
Og dog var denne mand fra et bortgjemt arbeiderdistrikt i et bortgjemt land for øieblikket meget værdifuld. Han repræsenterte en sum av flere millioner kroner. Ved en eller anden skjæbnens ironi var den brave »partifælle« sendt til Meksiko for at blande sin hæse røst i det diplomatiske kor. Men skjæbnen indhentet ham. Han skulde aldrig komme til at sukcedere Jørgen Brunchorst og Michael Lie, han skulde aldrig bevæge sig i Calle de Berlins pragtfulde sale.
Han aat nu Zapatas kyllinger, og det passet ham forholdsvis godt. Og nu tordnet han sine utslitte fraser fra Karl Marx’ bibel for et par grinende indianere, som vogtet paa hans skridt og lyttet til den brølende mandrille fra Norden. Han manglet kun et: det bifald og de kjærkomne begeistringsrop, som altid hadde fulgt hans fraser, naar han malte fanden paa væggen for den kritikløse hob. For indianerne klappet ikke. De sat kun og fingret paa sine bøsser eller brynte sine kniver med brede og løfterike smil.
Der kom nogen gaaende over jorderne. Han kjendte den ene. Det var Zapata, røverhøvdingen, som behandlet ham med saa megen respekt og høiagtelse. Han kjendte ikke den anden, den høie bredskuldrede mand, som gik der i den forrevne turistdragt og et halvt tilgrodd saar i tindingen.
