riksstyre og forøvrig avvente begivenheternes gang. Det er jo ikke utelukket, at . . .
Han fik ikke sagt mere. Den ulykkebringende lakei viste sig atter i døren med det ominøse sølvfat. Der laa nok et iltelegram og lyste paa fatet.
Alle styrtet hen til ham.
Denne gang tok statsministeren det uten ceremonier og brækket det hurtigt.
—Det er ogsaa fra Meksiko City, sa han. Og fra den engelske ambassadør . . . Det lyder saa:
Modtok idag fra stationen Perote telegram undertegnet Emiliano Zapata, at den norske minister var hans fange og bragt hen paa et sted, hvor det var umulig for nogen at finde ham. Zapata forlanger en løsesum av den norske stat paa . . .
Statsministeren stanset for at kontrollere sine øine.
—Hvormeget? spurte finansministeren ophidset og lænet sig over sin kollega . . .
—2 millioner amerikanske dollars, fortsatte statsministeren dæmpet, . . . at utbetale i kontanter til den kinesiske spisevert paa stationen Oriental inden 6 — seks — uker fra dato. Ellers vil ministeren bli hængt paa den høieste telegrafstolpe ved jernbanelinjen en time før midnat den 24de mars. Det samlede diplomati i Meksiko stiller sig til den norske regjerings disposition og har allerede rettet de kraftigste henvendelser til præsident Diaz om at træffe foranstaltninger til fangens befrielse. Vi er imidlertid ængstelig for, at det ikke vil lykkes at finde røveren og revolutionsgeneralen Zapatas skjulesteder. Anbefaler at sende hurtigst en mand med de fornødne fuldmagter over Atlanteren . . .
Der gik et støn gjennem forsamlingen.
