De fire meksikanere lot til at gjenkjende sin fange. De gav ham nogen knubs med geværkolberne og behandlet ham med en vis gemytlig ringeagt.
Det var øiensynlig, at de ikke ventet flere end denne halvgale diplomat, som sprang like i favnen paa dem. De lo haanlig, la sine geværer ned paa jorden og forberedte sig til at binde flygtningens arme.
Fjeld og Delma benyttet denne kjærkomne anledning. De sprang ind mellem de forfærdede meksikanere, tok deres vaaben og slog ned hvert forsøk paa motstand med et par velrettede skud.
Nordmanden tok derpaa ministeren i sine arme, bar ham op paa nærmeste hest, bandt ham med et par hurtige slyng av en lasso fast til sadlen, grep derpaa Ebba Torell og kastet sig op paa en anden hest og fulgte efter Delma og Natascha, som allerede var forsvundet i mørket.
Den fjerde hest blev staaende likesom i tanker. Saa løftet den hode og skrek. Det var et jamrende verop. Et herreløst dyrs sorg. Saa vendte den sig og fulgte med en jevn og stilfærdig dilt i de flygtendes spor.
Flygtningerne var nu kommet ind paa de store skraaninger, som helder ned mot den meksikanske høislette. De lot hestene søke sig frem. Mørket var nu saa tæt, at man næsten ikke kunde se en haandsbred foran sig.
