sig med høie vrinsk efter Gonzalez hest like ind paa stationen, hvor deres ankomst nogen minuter senere efter larmen at dømme vakte megen bevægelse.
—Jeg liker ikke den forsamling der, hvisket Fjeld til Delma. Der er for megen larm for at være skikkelige folk. Lad os ikke risikere at komme fra dynen i halmen!
De snek sig forsigtig mellem de høie, tykbladede agaver helt frem til gjerdet, som begrænset jernbanelinjen.
Da fik de se et underlig syn. Midt oppe paa stationens trævæg var der spikret op en menneskelig skikkelse i uniform — med utstrakte arme og sprikende ben som et naturtro fugleskræmsel.
—Det er den amerikanske konduktør paa eksprestoget, mumlet Delma. Jeg kjender ham igjen. Jernbanelinjen er i oprørernes magt. Og se der . . .!
Under vilde rop kom et halvt snes skummelt utseende banditer slæpende med den kinesiske spisevert, som med smaa ynkelige hyl bad for sit liv. Han skrek paa tre sprog, at han var en fredelig og uskyldig mand!
Men pludselig taug han.
Det var som om han helt hadde glemt den død, som ventet ham. De smaa skjæve øine var blit underlig indadvendte. Og mens knivene fraadset i hans kjøt befandt den fattige spisevert paa Oriental sig allerede paa den lange reise. Hans bleke læber var i en uavlatelig bevægelse. Han talte allerede med den store Konfucius om det dypeste mysterium i det menneskelige liv: Om døden, den sterke og uavvendelige forløser, som gaar sin tunge lovmæssige vei og slaar ned, naar høstens time er kommen.
