franskmand, som aldrig hadde visst, hvad feighet var, følte en let gysen over det billede, som møtte ham, da han snek sig nedover mot jernbanelinjen.
Jo — han befandt sig i sølvlandets nat — den maaneskinsbleke nat med blodige skygger ind i alle dunkle kroke, med luskende, menneskelige rovdyr i busk og krat. I et eneste blink saa han dette skjønne lands fremtid. Han saa, hvorledes yankeernes skarer skred frem over de menneskelige ruiner av Montezumas og Cortez folk, han hørte klangen av »The starspangled banner«, han skimtet den nye dag over sølvlandets berge. Det var et døende folk, som raset mot sig selv i den vildeste blodbrynde — det var de røde bastarder, som fortæret sig indbyrdes, indtil den nye indvandring fra Teksas’ sletter og Arizonas berge plantet stjerneflaget over Hidalgos. Benito Juarez’ og Porfirio Diaz’ land.
Delma stanset. Der kom en liten skare indianere med en uhyre pulquekrukke mellem sig. Han krøp ind i skyggen. Og røverne var saa beskjæftiget med den herlige drik, som skvulpet mellem dem, at de ikke saa noget. Leende og grinende gik de videre. Der blev atter stille . . .
Men midt i stilheten vokset der frem en underlig jevn lyd, som en fjern torden. Delma forstod straks, hvad det var. En stor rytterskare nærmet sig Oriental i fuld fart. Det var Zapata, som hadde fulgt i deres spor . . .
Franskmanden krøp hurtig over linjen, i samme øieblik som Fjeld grep den tunge draisin og løftet den over sit hode.
Han kastet et blik over gaardspladsen. Der var in-
