gen. Men fra den anden side hørte han røverne med høie skrik hilse pulquekrukken velkommen.
Da var tiden kommen. Uten at se sig om sprang han med sin tunge byrde de 50–60 skridt, som skilte ham fra linjen. Ingen hindret ham. Det var et øiebliks sak at anbringe draisinen paa linjen. Fjeld tok plads ved drivstangen, og de andre anbragte sig som bedst de kunde.
Men pludselig var stationen atter blit levende. Zapatas rytterskare kom sprængende ind mellem agaverne, og deres høie rop bragte alle paa benene. I spidsen red selve røvergeneralen paa en hvit hest, og hans ansigt var fortrukket av raseri . . .
Da grep Fjeld fat i drivstangen og draisinen bevæget sig langsomt henover linjen . . .
Det var som et eneste hundretunget brøl hævet sig fra den ødelagte station. Men over det hele hørte man som en saaret tyrs tuten en stemme, som krævet blod og hevn . . .
Nogen av rytterne sprængte efter den lille vogn, som nu med stor fart bevæget sig henover den svakt heldende slette.
Da rev rytteren paa den hvite hest sit gevær fra skulderen, sigtet og skjøt . . .
Der lød et kort og skarpt skud efterfulgt av et smertensskrik, som litt efter litt gled over i en stille jammer.
Saa forsvandt draisinen ind i natten.
