Fjeld slap forfærdet drivstangen. Zapatas kule hadde streifet hans venstre skulder og rammet Ebba Torell i armhulen.
Den lille skikkelse i hans fang blev underlig tung og slap. Hendes hode faldt langsomt ned mod Fjelds bryst og hendes øine lukket sig.
—Lad os skynde os, skrek ministeren, mens hans buskede skjeg strittet av skræk . . .
Men Fjeld forhastet sig ikke. Han steg av draisinen, rev istykker sit lommetørklæde og puttet det ind i saaret, medens Delma flyttet sig over til drivstangen. Det lot ikke til, at røverne agtet at fortsætte forfølgelsen. Det lette voiture befandt sig allerede langt paa vei til Perote og satte sig nu atter i bevægelse.
Den saarede laa i sit fantastiske røverkostume lænet op til den norske læge. Nu ynket hun sig ikke mere. Kun en svak rallen lød av og til op fra hendes bryst . . .
De passerte Perotes gamle fæstning, hvor der i gamle dage laa en fast garnison for at passe paa veien mellem Puebla og Vera Cruz. Maanens skin blev blekere og blekere, det druknet efterhaanden i den gryende dags hvithet. Og med et aapnet der sig et vidunderlig syn for dem. De var kommen frem til stationen Los Vegas paa kanten av den store høifjeldsterrasse.
Hele dalen laa nedenfor dem. Ikke en taakedot stængte for det vældigste panorama, som kan møte en
