skrøpelige sæder. Og midt imellem dem laa en døende kvinde og fanget i sin svindende bevisthet en fjern drøm om Nordens vaar. Der sænket sig en dyp fred over Ebba Torells dødstrætte sjæl. Snart var det hele forbi. Der laa ikke mere en blodgrisk røver bak hver sten, hun blev ikke mere jaget fra rædsel til rædsel. Nu laa hun trygt i sin vens favn og hørte suset av den store evighet . . . Hun følte ingen smerter mere, hun var kun saa deilig træt, og nu skulde hun faa sove . . .
Men livets haarde virkelighet laa endnu truende over flygtningernes hoved. I det fjerne saaes de bugnende haver ved Jalapa, den evige vaars stad. Linjens heldning blev svakere og farten mindre. Delma grep allerede drivstangen, da Fjeld stanset ham . . .
De var kommet ned i en kort, trang slugt, der slynget sig langs en brat ur.
—Bruk bremsen, skrek Fjeld ophidset. Delma adlød øieblikkelig. Han kjendte nordmanden og forstod, at der maatte være noget paafærde. Det lette apparat svinget ind under en svær styrtning og stanset.
Fjeld sprang av og la uten et ord sin lette byrde fra sig i Delmas arme. De andre saa forbauset paa ham. En jernhaard beslutning stod at læse i det sterke ansigt. De blaa øine hadde mistet sin milde ro, og smaa blodsdraaper piblet frem i øienkrokene. Og naar Jacques Delma senere fortalte om denne episode i Meksikos berge, saa sier han, at han dengang saa en rasende titan kjæmpe mot skjæbnen og beseire den.
I tre sprang var Fjeld oppe i uren. Hans arme og skuldre grep fat i den vældige sten, som laa paa
