skrænten over linjen. Den vaklet hit og did. Nordmandens kjæmpelegeme la sig over den og rystet den paa dens aartusengamle fundament. En sidste kraftanstrengelse, og stenen rullet tungt ned paa skinnegangen og knuste den.
Da lød lokomotivets hæse støn nede i slugten. Man hørte bremsens hvin i svingene.
Fjeld sprang ned paa linjen. Aarene stod som blaa strenge paa hans pande, og den blonde lok var klisset av sved. Hans hænder var blodige, hans klær forrevne, og han slang hit og dit av anstrengelse. Men raseriet i det kraftige ansigt var veget for en ophøiet ro, en haard næsten grusom triumf som Samsons, dengang han la sine kjæmpeskuldre til søilerne i filisternes tempel. Han forhastet sig ikke. Ømt og forsigtig tok han Ebba Torell i sine arme og steg op paa draisinen.
—Lat os kjøre frem et halvt hundrede meter, sa han med en stemme, som klang hul og haard . . . Vi maa følge Zapata til det sidste hvilested. Han vil komme til at hvile godt. For her var det, at Fernando Cortez banet sig vei gjennem ild og blod til det meksikanske keiserrike . . .
Der gik et minut. Da saa flygtningerne lokomotivet komme frem et halvt hundre meter foran sten. Der hørtes et rædselsrop, føreren satte bremsen paa. Den svære maskine skurret henover skinnegangen og bremsen hvinte som et menneske i dødsnød.
Men ingen menneskelig magt kunde stanse den fremstormende staalkjæmpe. Med et vældig brak styrtet den løs paa stenen, det klang i staal, det buldret i jern . . . Saa væltet den store maskine om paa siden,
