haand, som stak frem under det røde bomuldstøi. Den var kold og slap, men han følte et svagt tryk.
—Hils far fra mig, hvisket den unge pike paa svensk. Sig ham, at jeg døde lykkelig blandt dem, som ofret sit liv for mig.
Fjeld tok sin fillede trøie av og la den under den døendes hoved.
—Aa, hvor solen skinner! mumlet hun. Hvor lyst her er! . . . Hør, hvor fuglene synger, og elven hvisker dernede mellem vandliljerne.
En svak glædesrødme gjød sig henover det dødbleke ansigt.
—Det er Fyrisaaen, sa hun stille. Det suser dernede, og hør! . . . Der lyder slotsklokken fra taarnet. Den ringer saa smukt . . . den ringer for dem, som skal dø.
Hun blev længe liggende slik. Og hele hendes korte, solbeskinnede liv fløi forbi hende . . . Hun saa solen stige op over Upsalas sletter, hvor hun hørte tonerne svulme fra Nationernes hus, hvor hun saa en flok glade studenter arm i arm hilse dagen og glæden med sang . . .
Delma og Natascha stod fast omslynget. Det var som om døden talte til dem om lykkens foranderlighet og livets grumhet.
—Kan hun leve? hvisket franskmanden.
Fjeld rystet paa hodet.
Om nogen minutter er det forbi. Forunderlig, at hun ikke er død forlængst. Zapatas kule visste nok, hvor den traf. Det søkte det bedste hos denne rene og sunde kvindesjæl: hendes hjerte.
Der blev nogen minuters stilhet. Det var nu tydelig,
