at det gik hurtig nedover med den saarede. Den graa skygge, som er dødens forløper, strøk henover de bløte og fine træk.
—Vi er i dødens land, fortsatte Fjeld drømmende. Vi er midt oppe i selvfortærelsen. Her har vi set et folk, hvis trang til rov og drap er saa stor, at den ikke kan bøies. Meksikos tid er forbi. Amerikanernes jernhæle vil træde paa dets nakke. Og det vil vokse frem en ny stjerne paa onkel Sams banner . . . Ve over denne nation! Den jog sine bedste mænd i landflygtighet, den slet sig op i strid med sig selv, den kjendte ikke sin besøkelsestid. Og derfor maa den dø . . .
Han stanste pludselig.
Ebba Torell hadde med sine sidste kræfter reist sig op paa den ene arm. Hendes øine var lukket, men hendes læber bevæget sig . . .
Fjeld tok hendes hoved paa sin arm . . .
—Jeg kommer, jeg kommer, hvisket den unge kvinde med besvær. Hører du, jeg kommer Magnus . . . vi møtes igjen . . . aa hvor det lyser . . . hvor det lyser . . .
—Hvad er det som lyser? spurte Fjeld varsomt.
—Eventyret, mumlet den unge pike neppe hørlig. Der gik en svak skjælven gjennem den lille krop. Hendes hoved sank om paa siden.
Ebba Torell var død.
