—Det er kjærligheten, svarte Fjeld varmt. Det er den samme stormagt, som har talt til den mand, som endnu findes i det europæiske politis protokoller med røde bokstaver. Der gaar ikke en maaned, uten at pressen med ængstelse nævner hans navn . . . Hvor er Jacques Delma? . . . Hvilke rædselsgjerninger utpønser han nu? Hvor slaar »den sorte grib« ned? Og hvor befinder han sig, som sendte den gyldne pest ut i verden og rokket den i to forfærdelige maaneder? . . . Jeg kunde si dem det. Jeg kunde berolige alle de ængstelige sjæle med nogen ord: Jacques Delma er bundet fastere, end noget fængsel kunde binde ham. Han ligger i kjærlighetens fangenskap, i de sikreste lænker, som findes i verden. Ingen har mere noget at frygte av ham! . . .
Delma stirret drømmende utover det skjønne landskap, som aapnet sig for ham. Han saa den hvite by med sine palmelunde skinne over Golfens dypblaa vand. Og hans øine fulgte den trekantede rygfinne av en hai, som dovent krydset efter rov i det store havnebassin. Saa trykket han den skjønne kvinde ved sin side tæt ind til sig.
—De har ret, dr. Fjeld, sa han. Vi talte om det imorges, Natascha og jeg. Da draisinen svinget ind til havnen ved Vera Cruz og det amerikanske flag vaiet over fyrtaarnet, lovet vi hinanden, at vi skulde være trofaste mot vore kjærlighetsminder og aldrig gaa utenom rettens og retfærdighetens vei . . .
—Og naar dere engang blir grepet av tvil om disse ting, fortsatte Fjeld, saa reis ned til byen Jalapa, — den evige vaars stad, hvor kameliaerne blomstrer hele aaret rundt og løvet ikke visner, før nye blade
