er vokset frem. Og vern om den grav der under de dyprøde tropeblomster. Lykkelige Ebba Torell! Altfor mild blev vor skjæbne, om vi fik dø den haarde død midt paa livets vei. Hvad sier ikke Leopardi, den store italiener: Guders raad har fundet paa den største lidelse, alderdommen, hvor attraaen er fuldt levende, haabet slukt, smerterne altid haardere og glædens kilder tørre . . . Han har ret. La os alle haabe, at vi dør i vor kraft uten at ha følt alderdommens første onde varsler! . . .
Da ringet det for tredje gang. De tre mennesker omfavnet hinanden hjertelig. Saa gik Delma og hans hustru ned i baaten, medens ankerspillet begyndte at synge fra »Mexicano«s stavn.
Fjeld gik op paa kommandobroen, medens det store skibs skrue satte sig langsomt i bevægelse.
Da reiste Delma sig i baaten.
—Hvis De nogensinde faar bruk for en nyttig mand til en stor sak, ropte han, saa husk paa Giafferi, hacienda de Velasco, Meksiko! . . . Og hils ministeren fra os . . .
Ministeren? . . . Fjeld saa sig om, men fandt ikke hans buskede hoved blandt passagererne . . .
Kaptein Pedersen vendte sig fra signalapparatet med et godsligt smil i sit solbrændte ansigt.
—Ministeren? sa han. Jo han befinder sig for øieblikket nede i maskinrummet og holder foredrag for fyrbøterne om arbeidets forbandelse eller slikt noget. Det er en underlig fyr. Han præker som en maskine, der har dampen paa toppen.
—Han har nok manglet motion i de sidste maaneder.
Det maatte da være i kjæverne, mumlet kapteinen og slog fuld fart paa maskinen.
