»Mexicano« svinget ut av havnen, passerte den sidste molo og satte stevnen ut mot golfens solsitrende, blaa sjø. Der begyndte at blande sig smaa gyldne reflekser paa bølgetoppene. Og solen sank langsomt i sin rødgule pragt nedover Orizabas aaser. Fyret paa Vera Cruz kai tændtes, og de første bleke stjerner vokset frem hist og her paa den skyrene himmel . . .
Saa kom mørket og hyllet landet ind for Fjelds øine. Det var det dype hemmelighetsfulde mørke slik som man kun ser det ved Krebsens vendekreds. Det var den sorte tryllekaape, som svøpte sig over Meksikos herlige, evigunge, men gudforladte, ulykkelige og revolutionsslidte land. Det var det evige billede paa alle de lovløse mørkets aander, som paa listende og lumske kattepoter snek sig frem i sølvlandets nat.
Fjeld blev længe sittende ved rælingen og stirret mot vest. Og pludselig saa han i fjern klarhet to bleke ansigter stige frem av mørket.
Der laa en ung mand i urskogen ved den vældige Amazonas. En indiansk pil sat i hans hjerte, men han smilte i døden. Og deroppe, hvor fjeldene hæver sig opover de eventyrligste høider, stirret et ungt pikeansigt mot ham. Hendes øine var brustne, og døden hadde sat sit stempel paa den hvite pande. Men smilet om hendes læber levet.
Det var Magnus og Ebba Torell — eventyrets lykkelige barn. Den ene hvilte paa Manaos kirkegaard langt oppe ved den store havflod, den anden sov under de blodrøde kameliaer i Jalapas gamle indviede jord. Og den evige vaar sang sine evige eventyr over deres grave . . .
— — — — —
