dens hemmeligheter. Ikke en eneste ildflue lyste op mellem agaverne, og ikke en frøs kvækken brøt stilheten.
Der findes intet i verden saa taust som en nat ved Krebsens vendekreds. Det er som om den sovende naturs aandedrag ikke høres. Alt hviler under nattetaakens svake kjølighet for at samle kræfter til den kommende dag . . . Og den lille præriehund, coyoten, kryper ind i sin hule og drømmer om rov . . .
Ja — alle drømmer om rov i Meksiko. Det har faat skjønhetens og rigdommens forbandelse i vuggegave. Hele dets historie er en saga om rov, likefra hine tider, da rovmorderen Fernando Cortez presset guldet og sølvet ut av Montezumas røde barn med det glødende jern.
Aldrig har Meksiko faat hvile. Altid har griskhetens tænger fræset i dets legeme.
Der var engang en mand, som i en hel menneskealder holdt sølvlandet under sin jernhæl. Han het Porfirio Diaz og hans navn fortjener plads ved siden av de største i verdenshistorien. I en menneskealder tæmmet han det store bastardfolk med sin klokskap, sin ubøielighet og sin handlekraft . . . Men saa traadte der frem en liten sort jurist, en almindelig demagog med brede kjæver og forfærdelig mange ord. Og da ord i Meksiko som alle andre steder veier mere end handling, tok man den snakkesalige jurist til præsident og jog Diaz væk. Ordets mand blev hersker, og handlingens mand, som imidlertid var blit en træt olding, lagde sig med bitterhet til hvile i landflygtighet.
Der sat han den lille sortsmudskede jurist og skulde herske. Stakkels Francisko Madero! Han kunde visselig holde en ophidsende tale fra et bord, men herske
