kunde han ikke. Saa forsvandt han, saaledes som man almindelig forsvinder i Meksiko . . . og gav plads for et nyt kaos . . . Natten hvælvet sig paany over sølvlandet, . . . Tausheten, stilheten, rædselen!
Hvad vilde den nye dag bringe?
Men hør! . . . Langt, langt borte, helt ute fra den vældige høislettes ytterste rand, lød der en dæmpet lyd. Det var som en svak mumlen av en fjern folkeskare. Og se! — frem av det beksvarte mørke vokset der en liten gul stjerne. Den blev større og større, den stirret ind i mulmet som en kyklops øie. Og den svake mumlen steg til et jevnt bulder. Det var som en kjæmpemæssig bas, der prøver stemmen før den store konsert.
En underlig grønlig tone skar ind paa himmelen og gjød en perlemorsagtig glans over den gule slette. Og mot syd reiste der sig pludselig en mægtig mørk kontur av fjelde, der hævet sig over hinanden i altid dristigere former.
Det blev lysere og lysere. En hunds ynkelige hyl skar ind i stilheten, — og coyoterne bjæffet som bedst de kunde . . .
Saa vældet pludselig lyset ind over sletten. Det var maanen, som kom, — det var maanen, der som et diadem om Dianas pande hævet sig over Orizabas snedækkede kuppel. I en eventyrlig høide løftet dette Meksikos skjønneste berg, fjeldenes stjerne, sig op i den sølvlysende æter og stirret utover den vaagnende jord.
Fra sine høider opdaget det alt: Den graagrønne slette og jernbanetoget som med anspændte lunger kløvet sig frem gjennem den milelange gule ensfor-
