mighet, mens støvbølgerne føk omkring lokomotivets staalsider. Det saa ogsaa den lille graarøde station med de tykke fæstningslignende mure, som ved siden av nogen jordhuler, hvor indianere og svin hadde sit hjem, var slettens eneste dekoration . . .
I stationsbygningens dør stod den kinesiske vert og saa sig bekymret omkring, mens hans smaa øine glippet mot maanelyset. Fire meksikanere med ridebukser og graa sombreros slentret frem og tilbake med hænderne i lommen. I bakgaarden stod et halvt snes opsadlede heste.
Toget suste ind paa stationen.
En mand og en kvinde steg ut av en førsteklasses vogn. De hadde hver sin haandkuffert og gik hurtig hen til kineseren.
—Har De et værelse med to senger? spurte manden paa godt spansk.
—Javel herre, svarte kineseren ydmygt og slog ut med armene for at antyde utstrækningen av sin gjestfrihet. Men han rørte sig ikke.
—Saa vis os det, sa den fremmede med et venligt smil. Min hustru er træt.
Men kineseren rørte sig ikke. Hans øine flakket frem og tilbake som om han søkte hjælp et sted. Han vilde si noget, men en sagte knurren bak hans ryg lukket hans kjæver. Det var en av de smaa meksikanere, som gik forbi. Maanelyset faldt paa et rynket og arret, safrangult hode med to spidse fremstaaende fortænder.
Den fremmedes smukke ansigt med det fjerne blaserte smil fik pludselig et grundende uttryk, som forandret dets karakter. Han tok maal av situationen. Den interesserte ham. Og en opmerksom iagttager
