Det gjorde imidlertid ikke noget indtryk paa den fremmede. Han gad ikke svare engang, men gik med sin unge kone op mot den svære murbygning.
Kineseren trak paa skuldrene og vraltet langsomt efter som en mand, der mener at ha gjort sin pligt og nu er beredt til at vaske sine hænder.
Da pep toget. Alle vendte sig. Lokomotivet rykket til, det skranglet i koblingerne, og langsomt satte Meksiko ekspress sig i bevægelse. Pludselig blev døren til pullmanvognen slaaet op. En liten mørk skikkelse saaes paa stigbrettet, en stor tung sæk rullet ut paa platformen og blev liggende i maanelyset.
Det var en ganske almindelig sæk av grovt lærred, — av den sort, som meksikanerne bruker at ha kokosnøtter i . . .
Men ekspressen ilet videre utover mot sletten ved Puebla.
—Det var en underlig manøvre, sa den unge dame hviskende. Er det en postsæk?
Den fremmede svarte ikke med engang. Hans blik fløi henover til de fire meksikanere, hvis grinende ansigter røpet en særlig tilfredshet.
—Ja, det er en pudsig sæk, sa han. Se nøiere paa den. Vi er midt oppe i djævelskapet, Natascha. Den sæk der er et skrøpeligt hylster om en eller anden anonym mands liv. Lad banditterne æte ham . . . Det sømmer sig ikke for Jacques Delma at gaa sine kolleger i næringen!
Den unge mand lo. Det var rigtig en hjertelig latter, men der klang noget i den, som fik manden med de gule fortænder til at tænke paa en telegrafstolpe og fem meter god manilahamp.
