—Jeg har set det elegantere, sa den unge franskmand og saa sig om i det skrøpelige værelse. Det passer ikke for to, som er paa bryllupsreise . . . Si mig, findes her ikke nogen laas for døren der, fortsatte han henvendt til kineseren.
Den gule mand trak paa skuldrene, satte kufferterne fra sig og snek sig ut. Han hadde sagt nok. Og hvorfor skulde han bebyrde sine læber med ord til folk, som ikke vilde høre et godt raad. Var ikke denne station et ulykkens, — ja et dødens hus . . . Ak! Ak! . . .
Men de to unge mennesker saa ikke ut til at ha noget hastverk med at forberede sig til døden. De lo og spøkte, og kineseren, som hørte klangen av deres latter, rokket fortvilet med det runde, godslige hode . . .
Nei, det kunde i sandhet ikke kaldes noget elegant værelse. Fire nøgne, mugne murvægge, en stor jernseng med gule, klorædte lakener, en trækasse med en whiskyflaske grumset vand, — det var alt, hvad det osende lillefingertynde talglys aabenbarte.
—Ja, nu er vi da her, sa Natascha og anbragte sig paa værelsets eneste stol. Det burde hun ikke ha gjort, den unge dame. For stolens tynde ben sank sammen under vegten, og Josias Saimlers datter rullet henover gulvet.
—Det var det pudsigste hotelværelse, jeg har set i mit liv, sa hun muntert. Sig mig Jacques, hvad heter denne station, og hvad skal vi her? Delma løftet hende forsigtig op. De satte sig begge paa sengekanten.
