—Jo, det skal jeg si dig. Du vet, at mit liv i det sidste aar ikke har været meget værd. Vi har flakket om i hele denne forbandede verdensdel uten at finde ro. Mit navn har ingen kredit paa markedet. Der findes endnu tusinder fingre, som klør efter at faa tak i mig. Jeg indbilder mig, at den elektriske stol i Newyork drømmer om Jacques Delma.
—Snak ikke slik!
—Kjære, det er da ikke noget at undres paa. Jeg har jo et regnskap at gjøre op med hele verden. Siden jeg var 20 aar, har jeg ikke beskjæftiget mig med stort andet end mord og drap. Min far tutet sine bloddryppende ideer i mig sent og tidlig. Han var en stor mand, Francois Delma, og jeg vil altid ære ham i mit minde, men han var forfærdelig haard . . . Hans venner kaldte ham tigeren . . . Sig mig Natascha, har du nogensinde i din fars hus truffet en mand, som het Jaap van Huysmann?
—Nei! . . .
—Det var min fars høire haand. En underlig sammensat natur, — en blanding av den vildeste blodtørst og det ømmeste temperament. Han hadde et svakt punkt. Og det var kjærligheten til det, han kaldte sit tapte paradis: sit tapte hjem og sin tapte mor . . . Vet du hvad, Natascha, jeg lo engang av det. Men nu ler jeg ikke mere av Jaap van Huysmanns drømme . . . For der kommer et øieblik i menneskets liv, da man staar hjælpeløs likeoverfor sit hjertets trang . . . Og dengang, da vi to sat i det lille hydroplan med to torpedobaate i vort kjølvand, avla jeg et løfte til mig selv. Jeg svor ved min avdøde mors minde, at jeg aldrig mere skulde gaa terrorismens farlige vei, men
