Nede paa perronen hørte de en hviskende samtale, hvori kineserens iltre diskant blandet sig. Saa blev alt stille.
Delma saa forsigtig ut. Banden hadde øiensynlig trukket sig tilbake for at iverksætte en eller anden plan. Den eiendommelige langagtige sæk laa der endnu. Der var spændt en lasso om den, og ret som det var blev sækken trukket ut fra perronen.
Sækkens konturer blev derved endnu tydeligere. Et øieblik blev den hængende fast i en spiker, banditterne rykket arrigt til, lærredet revnet, og et forfærdelig blegt og busket mandshode kom tilsyne.
Delma plystret fornøiet.
—Jeg hadde nok ret, hvisket han. Disse gavtyve har stjaalet en mandsperson fra toget. Han saa ut til at være kloroformert . . . Undres paa, hvem der skal betale for den fornøielse? . . . Det er den gamle antikverte røverteknik fra greven av Monte Christos dage . . .
Der lød et nyt skud, men denne gang like ved Delmas øre. Det var Natascha, som hadde avfyrt sin revolver mot et hode, som forsigtig hadde hævet sig over dørgluggen. Et legeme faldt ned med drøn og brak, og et gjennemtrængende hyl fyldte korridoren.
Delma grep sin lommelykte, sparket døren ut . . . To skrækslagne banditer fik lyset like i ansigtet og brølte av rædsel, slap sine vaaben og tok flugten . . . Et par revolverkuler gav deres ben vinger . . .
Den stilfærdige station blev med en gang levende. Skrik og rop hørtes fra alle kanter, og hestene blandet sin vrinsken i den almindelige forvirring.
Hvad djævlen var det? . . . Laa den tapre Gonzales med lamatænderne døende oppe i gangen med en
