var Zapata, og hvem eiet de sorte, haanlige øine, som altid mødte hans, naar han forsøkte at tænke paa andet end en taugende og en telegrafstolpe? . . .
Da blev der lagt et koldt omslag paa hans pande, og pludselig forstod Indianeren Gonzales, at djævlen hadde sine klør i ham. Hvad kunde han andet vente? . . . Det var meget længe, siden han hadde henvendt sig til jomfru Maria. Desværre, — han var ingen hellig mand, men den største blodhund, som nogensinde hadde slikket sol i Pueblas rendestene. Var det ikke ham, som hadde skaaret den tyske farmers hustru i tre dele og spikret dem op paa selve kirkedøren? Og var det ikke Gonzales med lamatænderne, som hadde tvunget en liten skolegut, der var fanget med de andre passagerer ved Santa Maria, at bite over mundingen paa hans gevær for at se virkningen av skuddet? . . . Jo, jo det var ham, og nu sat fanden ved fotenden av hans seng og beredte alt til svovlpølen og de glødende tænger . . .
Da reiste han sig hurtig i sengen. Han husket pludselig altsammen: Der laa jo den underlige sæk, som den helvedeshund Diego hadde lempet ut av toget. Den laa der saa fet og indholdsrik midt paa perronen og slikket maaneskin . . .
Han aapnet øinene. Hvad var det? . . . Der stod en ung mand og en ung kvinde over ham, mens kineseren, den forræderske bytting, holdt paa at vri vandet av et stort haandklæ . . . Og ind gjennem vinduet sivet det første daggry i lange, gyldne straaler.
Da sprang Gonzales forfærdet ut av sengen.
—Jeg maa bort, sa han halvt for sig selv og skygget med haanden for lyset. Det var, som om den lille
