safrangule indianer vilde stryke alle de lyse reflekser av sig. Han var jo Gonzales med lamatænderne — en natlig rovfugl med sorte vinger, en egtefødt søn av sølvlandets nat! . . .
En haand lagde sig paa hans skulder. Det var, som om en klump bly blev læsset paa ham, og atter følte han denne eiendommelige kildren om halsen, som hadde plaget ham i de sidste timer.
Indianeren grep efter sine vaaben. Men macheten var borte, og revolverhylsteret var tomt. Han trampet rasende i gulvet, og de smaa øine fik en underlig rød glans, som om blodet sprang frem av pupillerne.
Men haanden paa hans skulder mistet ikke sit grep.
—Rolig ven, sa en stemme i hans øre, der er ikke tid til meget spræl. Om et kvarter kommer morgentoget fra Puebla med et par vognladninger rurales. De har interesse av en sæk, som rent tilfældig blev liggende her paa stationen. Du skulde ikke kjende til den sak, min gode Gonzales?
Indianerens ansigt blev gulere og gulere, og de to store overkjævetænder begyndte pludselig at skrangle av rædsel. Det var som om hele skikkelsen krummet sig under et frygtelig mareridt . . .
—Jeg er uskyldig, sa han med en hæs, guttural stemme. Lad mig gaa, herre, jeg er en gammel, fattig mand. Spørg kineseren der — han vil vidne for mig . . . Saa, for helvede, snak ut! hvisket han truende.
Kineseren syntes imidlertid ikke at vie hans ord nogen større opmerksomhet. Men pludselig vendte han sig om og spyttet indianeren midt i ansigtet . . .
Gonzales blev staaende som forstenet. Var den skabbede hund paa Oriental, som i mange aar hadde levet
