bare vore ordrer fra Zapata. Men red mit liv, og jeg sverger, at manden skal faa sin frihet. Jeg er rik, meget rik . . .
Han stanset pludselig . . . Toget fra hovedstaden gled under drøn og brak ind paa stationen. Kineseren styrtet ut . . .
Delma betænkte sig et øieblik.
—Hør her, Gonzales, sa han langsomt, jeg skal forsøke at redde dit liv . . . Men paa en betingelse. Jeg har et brev til Emiliano Zapata fra en gammel ven. Sig mig, hvor han befinder sig, og du kan gaa din vei.
Indianeren var sprunget op. Hans onde forræderøine hadde faat en gnist av haab . . .
—Vel, mumlet han. Jeg stoler paa dit ord. Zapata har slaat leir ved den hellige kilde i Eratofjeldet, 20 mil vest for Perote. Bind et rødt baand om din arm, saa slipper du frem til ham. Men pas dig . . .!
—Pas dig selv, Gonzales, sa Delma og traadte tilside. Soldaterne myldrer allerede ut og din ven kineseren har det travelt.
Indianeren tok et hurtig maal av situationen, saa styrtet han ut paa gangen og klatret som en kat ut bakvinduet til gaardspladsen, hvor hans hest endnu stod.
Men Gonzales med lamatænderne hadde ikke held med sig. Han snublet over nogen indianerunger, som laa og æltet lere ved stalddøren, og der blev kastet en løkke om hans hals. Det var netop den, som kineseren hadde lavet til øiemedet.
Og for ikke at spilde tid bragte landspolitisersjanten sin fange hen til nærmeste telegrafstolpe, bandt en gammel ambolt til hans føtter og lot røveren gaa tilveirs uten bønner og salmevers.
