meksikanske arme. Man maa ha øine i ryggen, hvis man sætter pris paa livet. Der ligger altid en eller anden feig hund i bakhold og venter paa at betale et skjældsord eller et fortjent spark tilbake med rentes rente. Gjengjeldelsens lov er i det hele tat utviklet til det yterste i den meksikanske republik.
Og derfor var det jo heller ikke at undres paa, at de tredive politisoldater fandt det mest i overensstemmelse med national sæd at klynge Gonzalas med lamatænderne op i statens telegrafstolpe. Det var jo kun en liten avbetaling paa Zapatas uhyggelige gjeldsregister. Og hvad nødvendighet var det at distrahere lovens mænd med denne flagrante røver, hvis navn var en trudsel for alle mennesker fra Perote til Guanajuato? . . . . .
Troppens løitnant var i et fortræffelig humør, og hans ledsagere lod ogsaa til at ha profitert av den sprællende røvers sidste øieblik. Man hadde allerede gjort et godt dagsverk. Nu fik man ta det med ro.
Og de smaa iltre politimænd stak hænderne i lommen, tændte sine cigaretter og lot sine hester, der var ekspedert ut av toget, skjøtte sig selv.
Manana!
Ja — der var jo ogsaa en dag imorgen. Og den forsvundne passager fra et land, som aldrig nogen hadde hørt tale om, maatte jo være fornøiet over, at man paa en saa prompt maate hadde tat hevn over Zapatas bande.
Opfyldt av disse fortræffelige tanker spadserte hele styrken ind i det store restaurationslokale, hvor kineseren allerede stod og ildnede de indianske serveringskvinder med alskens glade tilrop.
