De ikke efter røverne? Kineseren kan fortælle Dem, hvor De red hen . . . Skynd Dem nu, ellers skal jeg sørge for, at De blir hængt for sløvhet i tjenesten.
Den unge løitnant var blit meget bleg, vendte sig hurtig om og trampet rasende hen til sine mænd.
—Der har du faat en farlig fiende, Jacques, sa Natascha bekymret.
—Mulig det. Men jeg kjender racen. De har hyænens natur. Saa du ikke det vikende blik i hans øine, da jeg skjældte ham ut? . . . Han er en av den slags, som er født til at krype under pisken. De gamle azteker og toltecer er døde. Det var en race av krigere og adelsmænd. Men Cortez slog den ihjel. Saa lot han slaverne leve og mænget sig med deres kvinder. De storskrytende morderhelte fra Otumba og de knæslidte pyramideslaver fra Tekscoco — det er dobbeltheten i den meksikanske folkesjel. Der findes ikke skikkelige folk i Meksiko. Heller ikke ordentlige forbrytere. Det er simpelthen en nation av knivstikkere og hestetyve, som stjæler, fordi det kribler i deres lange fingre . . . Se nu det stakkels fjols, som igaar blev puttet i en sæk, medens han laa i dypeste søvn, og lempet ut av toget. Det er en egte meksikansk strek, som vil skaffe Zapata helteglorien. Man vil le i hele Meksiko — like fra præsidenten til den usleste æseldriver, og ikke en morssjæl vil for alvor gjøre noget forsøk paa at rive ham ut av røverhøvdingens klør. Der vil formodentlig bli gjort en svare blæst, for manden er vel værd adskillige løsepenger, kan jeg tænke. Man vil hænge et halvt snes forkomne individer for at vise regjeringens gode vilje. Men Zapata, den gamle hallunk, vil ingen vove at røre med det yterste av en negl.
