—Et ganske merkeligt land, sa Natascha eftertænksomt. Men jeg liker det. Det er herlig en gang at befinde sig i egne, hvor ikke loven hænger over en. Her er alt luner og tilfældighet. Alt vegeterer . . .
—Rigtig ja, avbrød Delma hende hurtig, men — paa dødens terskel . . . Ser du den kaffe, som blir bragt til os . . .? Der har været nogen og puslet med den . . . En meksikansk løitnant har ikke bare patroner i sadeltasken. Der findes ogsaa et hemmelig rum . . .
—For hvad?
Delma svarte ikke med en gang. Han tok et stort stykke brød og dyppet det i den rykende kaffe. Saa slængte han det hen i kroken av værelset. Der sat et par magre rotter og ventet paa chance . . . De flygtet forskrækket ind i sine huller.
Der gik et halvt minut. En pludselig stilhet la sig over den store sal. Alles øine hang ved kroken. Det var som om det uanselige brødstykke hypnotiserte alle. Løitnanten glemte endog at drikke sin pulque. Han var blit forfærdelig bleg.
Da stak der pludselig en snute frem av rottehullet, og et par vagtsomme øine tok maal av situationen. Alt saa stille og fredelig ut.
Den sultne rottes sultne øine utvidet sig, da den saa brødstykket. Den krøp helt frem og hugget løs paa føden med de spidse, hvite tænder —, ja den fraadset i en himmelsk lyksalighet . . .
Saa vendte den sig om for at gi sin kone i rottehullet en kraftig opfordring om at skynde sig . . .
Det var dens sidste ædle appel i denne verden. Rotten sank pludselig sammen, spjættet et par ganger med benene og blev derpaa rolig liggende . . .
