—Ser du, Natascha, sa Delma. De har ikke bare patroner og kniver, men ogsaa et hemmelig rum for de hemmeligste vaaben . . . Jeg er glad i kaffe, men jeg liker ikke stryknin.
Dermed feiet Jacques Delma de to kaffekopper væk fra bordet, trak en sværkalibret revolver op av lommen og gik like løs paa den meksikanske løitnant, uten at se hverken tilhøire eller tilvenstre.
Hvad er ikke en revolver i en bestemt og dristig mands haand for et forfærdelig vaaben?
Der gik Jacques Delma, den desparate anarkist, som hadde baaret livet i hænderne, siden han var blit voksen, alene mot en skare meksikanske soldater, der var bevæbnet til tænderne!
Men den unge franskmand kjendte sine folk. Han visste, at intet kunde dupere disse halvvilde politisoldater mere end frækhet. Hans liv hang i en traad, men enkelte mennesker er nu engang slike, at de heller vil dø end at la sig kujonere av mennesker, de foragter.
Natascha hadde reist sig. Den unge pike var bleg, hendes læber var fast lukket, og i hendes øine lyste stoltheten over den mand, som nu frygtløst styrtet sig ind i en ny fare. Hun kjendte sin pligt. Der var femten skud i hendes to Browninger for fienden, og et for hende selv.
