Løitnanten blev staaende med halvaapen mund. De gule tænder lyste mot den brune hud, og en tynd hvit fraade samlet sig omkring de tykke læber . . . Det var som en dødsskræmt hund, der knurrer før den glefser til . . .
Ikke en haand rørte sig . . . Ikke en lyd hørtes uten Delmas tunge skridt . . . Alles øine var rettet mot den frygtelige lille mand, som gik frem som selve den uavvendelige skjæbne . . . Der lød et skud, hæst og haardt som en tigers fræsen . . .
Da var det som alle vaagnet. Der blev et skrik og en skraal, som om et helt menageri blev sluppet løs. De smaa meksikanere rullet over hinanden for at finde sine vaaben . . . Hvor var karabinerne? . . .
Midt iblandt dem stod løitnant Rodriguez. Han hadde trukket sin sabel, men dermed blev det. Der rullet nogen ord paa hans tunge, han løftet sig op paa tæerne, saa lukket han øinene og sank overende . . . Der piblet nogen draaper blod frem av hans uniformjakke.
Da krudtrøken hadde lagt sig, var Delma og Natascha forsvundet. De hadde tat sine haandkufferter og sprunget ut paa perronen.
I gaardsrummet stod endnu Gonzales hest og ventet . . . Det var et stygt og skranglet skabilken av en bastard med lange, merkelige øren.
Med et eneste sprang var Delma paa hesteryggen, skar grimen over, løftet Natascha op til sig og spændte tøiet over den høie sadelknap . . .
Det vidunderlige øg vrinsket av tilfredshet, gjorde venstre om og galoperte med halvaapen mund og strittende øren den like vei op til bergene. Den længtet øiensynlig til den hellige kildes paalidelige græsgange.
