veksle nogen kuler, men denne gang red de, som om hesterne hadde ild i hoverne . . . Deres hustru?
—Ja, svarte Delma.
Amerikaneren tog for første gang hatten av og forsøkte sig paa et buk.
—De er for vakker frue, sa han med en vis ærbødighet. Skjønheten fordobler faren for en kvinde i dette land. De indianske hunde, som gjør omkring don Luis de Velascos gamle hacienda, biter naar det gjælder kvinder. Jeg har forlængst sendt mine bort. Bli med mig tilbake, frue. Og sæt aldrig Deres smaa ben, hvor Zapatas hestehov har traadt . . .
—Jeg blir, hvor min mand er, sa Natascha muntert. De indianske hunde er ikke værre end de rovdyr, som jeg har levet sammen med. Jeg er en dyretæmmers datter, Jeff Smith, og forstaar at bruke pisken. Og hvis den svigter, saa har jeg bedre vaapen.
Amerikaneren smilte og trak paa skulderen.
—Well, sa han. Vil mine herskaper træ ind i det hus, som nu er Eders. Det er en stolt bolig for en mand med nerver. Murene er arret av geværkuler, og jorden her har drukket meget daarlig blod. Zapata, den gamle okse, har rendt sine horn mot denne port. Men den har motstaat alle hans angrep. Han har forsøkt at sulte os ut og hindret os i vort arbeide. Men haciendaen er likesom et kongerike for sig, og indenfor murene vokser der korn, to store opkommer skjænker os vand, og vore hjorder skaffer os kjød. Og den meksikanske jord kan ikke ødelægges. Hvad der er trampet ned idag, vokser op imorgen. Ingen menneskelig nederdrægtighet kan helt ødelægge naturens vældige grokraft . . . Velkommen til hacienda
