de Velasco. Maatte græshoppeskyerne aldrig fare ilde med dens skjønhet! . . .
Der var en egen værdighet i den pudsige gamle amerikaners velkomsttale. Han slog ut med hænderne. Saa trak han sin pipe op av lommen og tændte den. En kjæmpemæssig mulat lukket igjen den svære port med et skrald. Fem skjeggede cowboys fra Teksas stod lænet til sine rifler og svang sine hatte.
—Det er mine mænd, sa Smith rolig. De er villige til at ta tjeneste hos den nye herre. Jeg sier det som det er. Det er ikke Guds bedste børn. Og det vilde neppe gaa dem godt i De forenede stater, hvis de vendte tilbake. Tre har mord paa samvittigheten, og to er hestetyve. Men de er trofaste, og De kan stole paa dem. Blir de behandlet godt, er de alle villige til at la sig slaa til plukfisk for Dem.
—Det passer mig godt, sa Delma. Jeg vil leve i fred her sammen med min hustru. Men ingen av os er ræd for krig, og tramper nogen paa min ret, saa er jeg ikke ræd for at sætte haardt mot haardt.
—Vogt Dem for politisoldaterne, fortsatte Smith. De er ofte værre end røverne. Specielt er det en fyr, som render efter mig ved enhver leilighet.
—Hvad heter han?
—Løitnant Rodriguez.
—Naa, — Rodriguez vil ikke genere mig.
—Hvorledes det?
—Han er død.
—Død?
—Ja, — jeg dræpte ham idagmorges paa Oriental jernbanestation.
Amerikaneren for sammen. Han saa et øieblik skarpt paa sin efterfølger.
