Delma og Natascha blev staaende forbauset foran den lille krøpling i det koselige lille taarnværelse. De saa en bredskuldret mand med store buskede øienbryn sitte i en stol, som ved en sindrik mekanisme kunde forandres til en seng. Et bord var opslaat foran ham, hvorpaa der stod et par moderne kikkerter, og en maskinkanon, der kunde flyttes rundt ved hjælp av en rullemekanisme, peket ut mot sletten.
Den gamle soldat saa litt urolig ut, da haciendaens nye herre traadte ind. Han slap netop kikkerten og mumlet en eller anden ed, som var i mode i sydstaternes armé for femti aar siden.
Delma traadte hen til ham.
—Jeg har hørt om Deres fortjenester og dygtighet, sa han ærbødig, og haaber, at De vil bli paa Deres post fremdeles . . .
—Takker, sa Fairfax med en eiendommelig dyp basstemme. Jeg er en gammel mand, men jeg ser da godt endnu, og min haand skjælver ikke . . . Det er sørgelig, at Jeff reiser, men familien kræver ham. Jeg liker mig heroppe, . . . her er frit og vakkert og her er jeg likesom herre. Jorden og marken passer ikke for den, som mangler ben. I taarnet her merker jeg ikke, at jeg er krøpling. Her ser jeg livet vaakne i naturen, her merker jeg, hvor græsset gror dag og nat, og jeg følger appelsinernes og aprikosernes vekst. Jeg kjender hver eneste flek jord her omkring, — ja hver sten og hver knaus er likesom mine undersaatter. De staar og gjør honnør for mig dernede like til aftenen kommer . . . Ja, herre, jeg vil nødig forlate dette sted, før jorden for evig kalder mig.
—De maa bli hos os, sa Natascha venlig og grep
