boktrykkerkunst. Og her findes de villigste hænder og de bedste knive, naar revolutionsagenterne spaserer omkring og taler til den permanente blodlyst.
Aa . . . denne jord er mættet av blod. Her var det, at tusener paa tusener ofredes til guderne, her randt livets væske som en sildrende strøm langs offerstenens sider. Og her gjødedes hver tomme av landet med med aztekernes ædle blod, naar de vilde krigere sank under spaniernes forfærdelige slagsverd.
Det er ikke sundt for de fremmedes helbred at fordype sig formeget i disse utkanter av Meksiko, hvor de fattige rødgule kalkhuse staar og skriker om sin nød. For her gaar tyfusen stadig omkring paa luskende poter, og kopperne dør aldrig i de trange gyders uhumskheter.
I en av de usleste gater i byens østside findes der en liten indianerkneipe, som heter »Recuerdos del Provenir«. Det er et pudsig navn, for hvem erindrer noget om fremtiden? Men denslags anakronismer glir let ind i den røde mands fantasi, og vist er det, at der findes faa steder i Meksiko city, hvor den nationale »Pulque« drikkes saa meget som her.
»Recuerdos del Provenir« er som indianerkneiper flest — lurvet og uanselig med brogede papirstrimler over døren, som fortæller om, at her skjænkes Meksikos farligste gift i fulde skaaler.
En dag i midten av mars stod der en høi, lurvet klædt indianer lænet over disken og tørret sine røde og sprukne læber efter den sidste liter av agavens merkelige saft. Hans ridebukser var fillede, hans ben var tynde og skjæve og busserullen om det brede bryst av en utpræget forhenværende karakter. Men mandens som-
