brero var i sandhet pragtfuld med sin okkergule farve og de dyrebare sølvtresser, som slynget sig om den svære brem og spidse pul.
Ansigtet var sterkt rynket, men det var dog ikke en gammel mands. Slettens sol hadde faret ilde med det og gravet dype hulninger i de rødbrune kinder, men øinene lyste av ung dristighet. Fornando Lopez var heller ikke en almindelig kjeltring for Vor Herre, skjønt han bar et av de mest ildelugtende navne i Meksikos nyere historie. Han kom fra egnene omkring Tchuantepec, og der er indianerblodet renere end noget andet sted i Meksiko.
Da keiser Maksimilians ærlige kunstnersjæl sprængtes tildøde under Queretaros mure, var det oberst Lopez, hans bedste ven, som forraadte ham for nogen tusen unzer guld. Men Nemesis er ogsaa i Meksiko slem mot forrædere. Lopez og hans familie blev jaget av skjæbnens furier. Og nu sat en av den værdige obersts efterkommere og søpet i sig den grumsede saft, som bringer alle helvedes aander til at rumstere i den røde mands sind.
Verten kastet av og til et bekymret blik hen paa den høie meksikaner, hvis brede ryg dannet en sterk kontrast til de smalskuldrede, ynkværdige skeletter, som omgav ham . . . Fernandos ansigt var mørkt som natten, og der arbeidet øiensynlig et mægtig raseri under de buskede øienbryn. Han hadde allerede sparket restaurationshunden slig, at den laa og droges med det sidste suk i en fjern krog. Og en av stedets gamle kvinder hadde faat en krukke i hodet og forberedte sig paa at dø i al stilhet.
Verten smilte uavladelig. Han smilte som en, der
