visste, hvad det kostet at vise tænder likeoverfor en mand som Fernando Lopez. Og da al hans venlighet ikke syntes at gjøre noget indtryk paa den høiagtede gjest, lænet han sig tilslut med en vis fortrolig forsigtighet over bordet.
—Hør her, Fernando, hvisket han, hvorledes gaar affærerne.
Meksikaneren fra syden saa op. Hans øine var røde av beruselse og blodtørst. De flakket omkring som om de søkte et nyt bytte . . .
—Taalmodighet, ven, fortsatte verten, — alt gaar nok iorden. Den hellige Juan Diego svigter ikke sine. Har vi ikke ofret halvt hundrede lys til den hellige jomfru av Guadelupe? — —
Lopez reiste sig langsomt. Den svære overkrop paa de tynde kavalleristben saa endnu mere imponerende ut. Med en lynsnar bevægelse hadde han revet en lang kniv frem av busserullen og hug den med en hvislende ed i bordet.
Der blev dødsstille i det lave og kvalme rum. Man hørte kun den døende hunds stille tuden. Verten smilte endnu, men hans hud var med et blit galdegul, og den ene haand forlot ikke et fast grep om et vaapen ved hans lænd. Der gik et minut, der gik to. Den lille forsamling var som stivnet i en hypnotisk forventning.
Da avbrødes stilheten pludselig. Det var to hæse brøl av en automobil. I næste øieblik blev tæppet foran indgangen slaat tilside. En liten mørk mand i en falmet chaufførdragt traadte hurtig ind.
—Er Lopez her? spurte han med skingrende stemme.
