Den svære meksikaner vendte sig imot ham. Hans røde, ophidsede ansigt var forfærdeligt at se paa. Det var, som om blodige skygger trak hen over det.
—Det er mig, hvislet han hæst. Har du ikke øine i kroppen? Naa, hvad var det?
Chaufføren gik hen til ham.
—Jeg har bud til dig fra justitsministeren, sa han. Der er kommet en mand fra Europa, som ønsker en paalidelig veiviser.
—Paalidelig?
—Ja, og saa mente ministeren, at du var den eneste rette.
—Og hvor vil manden hen?
—Han vil tale med Emiliano Zapata før den 24. mars. Du forstaar?
—Har han pengene med sig?
—Det vet jeg ikke. Men han var alene og bad om en veiviser, som han kunde stole paa . . . . .
—Og ministeren?
—Henviste ham til dig, fordi — som han sa — du talte litt engelsk og var en ærlig mand.
Da grep Fernando Lopez den tømte pulquekrukke og kylte den i gulvet, saa stumperne føk. Og da han det hadde gjort, saa slog han sig paa knæerne og brølte. De andre forstod, at nu lo oberst Lopez avkom.
—Hvorpaa de vrælte med.
