Konsulen trak paa skuldrene.
—Jeg vilde nødig være i Deres Skind, sa han. Et menneskeliv er ikke værd mange pesos her i Meksiko, naar revolutionsagenterne slipper løs. De er nogenlunde sikker hjemme hos mig. Vi har tre whinchestere og en kjelder med hermetik. Men la os gaa ind. Det blir det sidste festmaaltid i Meksiko paa lange tider.
De gik ind i det store, pragtfulde lokale. Det var fuldt av mennesker, og et orkester spillet en tango. Langt inde i et bortgjemt hjørne fandt de et bord, hvor der kun sat en gjest.
Det var en underlig stemning over det lyse, rikt utstyrte rum, hvor de sortklædte opvartere fløi omkring som mørke skygger. Champagnepropperne knaldet, og latteren skringret fra alle borde. Der var noget uhyggeligt over denne skrigende festglæde midt i Meksikos hjerte. Alle visste, at der et eller andet sted i byen forberedtes en likfærd over det bestaaende. Og ret som det var, strøk der en pludselig stilhet ind over de begeistrede bægersvingere. De lyttet efter den vante lyd av de fræsende geværsalver, som fortalte borgerne, at nu fik de lukke sine butiker og barrikadere sine vinduer, medens de stridende parter diskuterte om Meksikos fremtid med vaaben i haand.
Men da intet hørtes, tok Bachs festklædte gjester atter fat og kurtiserte sine sminkede damer med de fyrige kuløine over de bloddryppende kyllinger og de skummende vine med den vældige forlorne glød, som enkelte kalder lidenskap.
—Her ser De Meksikos haute volée, sa konsulen efter nogen tids pause. Det er haciendaeiere, som aldrig sætter sine ben paa sine godse, det er mineeiere,
