som har forpagtet sine gruber bort, kort sagt, det er alle de, som lever av sine utenlandske agenters dygtighet. Meksikanerne duer ikke til stort mere end at arve og bortødsle sin arv . . . De lever saa at si av tidernes omskiftelighet, de spekulerer i revolutioner, som amerikaneren spekulerer i kjøt og hvete . . . Og allikevel — se paa en mand som Porfirio Diaz, som i tredive aar holdt dette land sammen! Og Benito Juarez, som jog den fremmede regjering ut av landet og skjøt keiser Maximilian. Eller Hildalgo, som i begyndelsen av det 19. aarhundrede ringet friheten ind over Meksiko og fandt døden i kampen for den. Der randt indiansk blod i deres aarer, de var sprunget ut av en døende folkeraces halvkultur, — og dog kan faa landes historie fremvise magen til saamegen handlekraft, saameget oprindeligt mot og en saa levende kjærlighet til fædrelandet.
—Det er livets evige vekselbrug, svarte Fjeld smilende. Mellem gjødselen finder vi ofte de vakreste planter. Og det er en historisk kjendsgjerning, at der vokser megen folkelig fornyelse op fra de sociale rendestene. For et forunderligt land dette er! . . . Det er røverromantikens sidste tilflugt og det amerikanske kontinents store sølvkammer. Dets tid er formodentlig snart forbi . . .
Den norske konsul betænkte sig litt.
—Hør, sa han, jeg tror, det vil bli en ulykke for Meksiko at komme under nordamerikanernes haarde hænder. Det vil bli redet med dollarens stangbidsel, sønderslitt av trusterne. Husk paa — av Meksikos 15 millioner mennesker er kun 2000 hvite. Der er 12 millioner indianere i dette land. Kommer de 30,000
