amerikanere til magten, saa vil den røde mand ogsaa her i Meksiko dø, — svinde hen under handelscivilisationen.
Fjeld vilde svare, men i samme øieblik kom en av opvarterne hen til bordet.
—Der staar en mand utenfor og vil gjerne tale med den herre, som er sammen med signor Fossum, hvisket han.
—Hvad heter han? spurte konsulen.
—Han kalder sig Fernando Lopez, herre, svarte kellneren. Han er sendt av justitsministeren for at være til assistance. Lopez sier, at forholdene er slik, at den, som vil ut av Meksiko City, maa bryte op, før det lyser av dag.
—Kjender De denne Lopez? spurte Fjeld.
—Nei, sa konsulen. Men justitsministeren lovet at skaffe os den bedste og brukeligste mand.
Fjeld reiste sig.
—Vel, sa han, saa er det vel bedst at drage. Det sidste tog gaar kl. 12 iaften.
Da hendte der noget ganske merkeligt. Den enslige gjest ved bordet løftet pludselig hodet fra sin tallerken. Det var en mørk, glatbarbert ældre fyr med klare og brune øine.
—Reis ikke, sa han paa svensk. Fernando Lopez vil dræpe Dem, hvis det passer ham. Den første gang han ser Deres ryg, vil han anbringe sin kniv i den. Han er det blodtørstigste redskap i slette mænds hænder.
—Men justitsministeren?
—Justitsministeren vil være skudt inden hanerne i Chapultepec har galt imorgen tidlig.
