—Jeg takker for Deres gode raad. Med hvem har jeg den ære . . .
Den fremmede svarte ikke. Han la nogen pesos paa bordet, grep sin hat, bukket ærbødig og gik med rolige og værdige skridt ut av lokalet.
—Hvem var det? spurte Fjeld forbauset.
—Jeg vet ikke svarte konsulen. Der er ingen tvivl om, at han var meksikaner. Formodentlig har han engang i tiden været ansat ved legationen i Stockholm. Men De bør i alle tilfælde ta Dem hans advarsel ad notam. Her i Meksiko bør man i det hele tat ikke tro nogen, og man maa altid sørge for, at man har ryggen fri.
—Men justitsministeren anbefaler manden . . .
—Det betyr ingenting. Der er i alle halvciviliserte lande ikke saa stor forskjel mellem den høieste ret og den største forbrydelse. Hvad vet De og jeg om justitsministeren? . . . Om to aar kan det hænde, at Emiliano Zapata er republikens præsident. De vet, at man her i Meksiko har et landpoliti, de saakaldte rurales. Det er Porfirio Diaz, som har faat institutionen istand. Det første korps av disse rurales bestod saagodtsom utelukkende av banditter. Der fandtes rundt omkring i Meksiko en mængde røvere, som flakket om og levet kummerlig av rov og
