—Med første tog, herre . . . Det blir det sidste, som paa lang tid forlater Meksiko City.
—Hvorav vet du det.
—Jeg ser det paa stjernerne, herre. Og paa blodskyerne om Ikstaccihuatls tinde . . .
Lopez stanset pludselig. Det var som en eller anden fjern lyd naadde hans øre . . . Han lutet sig fremover, og de store, tynde øreflipper strittet ut i luften som et dyr, der lytter efter en eller anden fare . . .
—Hør, mumlet han, en stor menneskemasse er i bevægelse et eller andet sted . . .
Fjeld lyttet anspændt, men han kunde intet høre. Og dog var det som om menneskene flygtet for et eller andet uveir: Calle Francisko tømtes i løpet av nogen minuter. Sporvognene hadde stort hastverk, og kun faa automobiler snek sig nedover gaten.
Da lød der pludselig et skud . . . et eneste skarpt skud midt ind i stilheten. Det kom langt borte fra . . men det var som om der fulgtes av en rædselens taushet. Det føltes som hele den store by i nogen sekunder holdt aanden . . Saa braget det løs. Det var skud, det var skrik, det var brøl. Helvedes aander syntes pludselig at være steget op paa jorden. Fra alle byens utkanter vokset der frem en fjern larm . . som vinterstormens hyl, naar den vælter sine skyers vrede ind over Meksikos høislette . . .
—Det er forsent, mumlet Lopez ærgerlig. Om ti minuter er San Lazarostationen barrikadert . . .
En automobil kom kjørende forbi med ynkelige tut . . . Den var fyldt til randen av folk, som bleke av rædsel klamret sig fast til den.
I næste øieblik sluktes det elektriske lys i gaterne
