Meksikanerne hadde lænet sig over hende, og under to faklers skin saa Fjeld, hvorledes de røde vilddyr slet i hendes klæder . . .
Da hændte der noget, som Fernando Lopez, den store skurk, mindedes like til det øieblik, da hans time slog.
Han saa, hvorledes den svære mand ved hans side med vældige sprang styrtet sig ind blandt de drukne voldsmænd . . . Det var som ozeloten, naar den bryter frem fra krattet, eller som selve den kongelige puma, naar den søker sit bytte mellem slettens ulve . . . Vaapenløs slog han ned blandt den røde yngel. Han slet en av faklerne ut av eierens haand. Og medens ildfunkerne sprutet, svinget han den tunge trækølle over sit hode. Det knaget i brukne lemmer, det knaste i splintrede hjerneskaller. Ved den hellige jomfru, dette var en mand. Med undren saa Fernando Lopez, hvorledes en for en feiedes væk av den unge Samson med staaløinene . . . Ingen kunde staa sig mot denne vælde. Med ynkelige skrik tok de sidste voldsmænd flugten og forsvandt i mørket.
. . . . .
Tungt pustende kastet Fjeld faklen fra sig og grep sin lommelygte. Han kastet et blik paa den fremmedes ansigt og for sammen. Hvor hadde han set disse træk før? . . .
Det var manden fra Bach, som hadde advaret ham mot Lopez . . . Hans bristende øine hadde et uttryk, som Fjeld aldrig glemte. Der laa en bøn i dem, som læberne ikke kunde uttale . . . En liten blodstrøm sivet ut mellem de øverste vesteknapper, og den brede meksikanske kniv sat i hans ryg. Der var intet at gjøre.
