Det var en belgmørk nat. En kjølig vind rusket i de store anahuatler og tykke, fugtige taakedotter fløi hen over sletten.
Inde fra byens centrum hørtes en underlig sus som larmen fra en fjern brænding. Og ret som det var skjød der en ildsøile op mot himlen og tegnet i nogen forfærdelige sekunder de faldende mure av et eller andet monumentalt bygverk.
Da begyndte pludselig kanonerne sin dystre, malmtunge tale. Først et enkelt skud og saa en hel salve. Og indimellem hørtes mitraljøsernes hvislende fræsen ved siden av de ynkelige menneskehyl, som fyldte natten med gru. Revolutionens blodtapning var begyndt, og regjeringstropperne hadde faat den første føling med oprørerne.
Fjeld var i en underlig stemning. Her sat han atter midt oppe i eventyret. Farerne stirret paa ham fra alle kanter. Mon hans time nu var kommen? . . . Hans tanker gik mot syden, og i gnistrende klarhet saa han den scene i urskogen, da Magnus Torell med vaklende knæ saa ind i evighetens lys med en forgiftet pil i sit hjerte.
—Hvad tænker De paa? spurte den unge pike.
—Jeg tænker paa døden, sa Fjeld drømmende. Jeg tænker paa det skjønneste eventyr i en mands liv: At kunne dø i kamp med et vaaben i sit bryst! . . .
Han saa op og mødte meksikanerens sorte, lurende øine. Der stod beundring og hat at læse i dem.
