anslaa en spøkende tone. Men saa skal der ogsaa litt til for at knække min tinding . . . Om et par minuter tænker jeg, at jeg blir saapas, at vi kan fortsætte vor marsj . . . Hvorledes er det med Lopez?
—Daarlig tror jeg . . . Han ligger like her ved siden av os.
—Vel. De maa spendere litt vand paa ham ogsaa. Jeg hører paa hans aandedræt, at der ikke er nogen særlig fare for livet. Han er ikke av dem, som gaar istykker for ingenting . . .
Den unge pike sukket dypt og rev et nyt stykke av sin kjole. Den var kommet like fra Paris, og madame Paquin hadde git den sin attest for, at det var en av de smukkeste sæsondragter som var kommet ut fra hendes atelier. Og nu? . . . Filler og laser altsammen . . .!
Fjeld hadde ret. Den gode Fernando hadde faat en ubehagelig rystelse. Men det kjølige vand gjorde ogsaa ham godt, og nogen minuter efter var han paa benene.
—Ved den hellige jomfru, nu sitter vi godt i det, mumlet meksikaneren og gned sine forslagne lemmer. Lad os rope paa hjælp?
—Hør nu her, Lopez, hvisket Fjeld i hans øre, hvis du vover saa meget som at kvække med kjæverne, render jeg dig kniven i strupen. Det er en god kniv, for jeg har tat den fra dig selv. Det var en sikkerhetsforanstaltning, som jeg tror vil bli til dit bedste. Saken er, at der sitter to forbandede banditer deroppe ved revnen og venter paa solen for at gjøre ende paa os . . . Hør! . . . Jeg tror Gud hjælpe mig, at de allerede kaster terninger om byttet . . .
Det var øiensynlig ogsaa tilfældet. Et svagt lygte-
