Fjeld slukket lommelygten for at finde ut, om der trængte nogen lysning ind i rummet.
—Se, ropte meksikaneren, og hans stemme var grøtet av angst.
Ti den hemmelighetsfulde haand tegnet sig endnu paa væggen i et underlig svagt rødligt skin, som en aartusengammel veiviser ind til dødens store hemmelighetsfulde rædsel.
Fjeld satte atter lyset paa og puffet den rædselslagen meksikaner nærmere fjeldvæggen med den forunderlige haand.
Der aapnet sig pludselig et litet firkantet rum, som syntes at være en slags entre til en eller anden ukjendt indgang.
Meksikaneren tok sin filtkappe av sig, bredte den ut paa stenfliserne og satte sig stønnende ned med hodet vendt fra de sprikende fingre. Ebba Torrell skalv over hele kroppen, men hun bet tænderne sammen og knyttet de smaa hænder.
Fjeld gik like hen til haanden.
—Det er en pudsig maate at vise vei paa, sa han muntert og forsøkte at løsne haanden fra væggen. Men det sprikende monstrum var ikke saa let at faa løs. Det var som om haanden paa en eller anden maate stod i forbindelse med en ganske tynd sprække.
