bredt blad, som i odden var slepet paa begge sider. Han stak bladet ind i den tynde sprække og langsomt hævet den store sten sig. Det var et vældig gap, der aapnet sig i fjeldvæggen. Et mekanisk løfteverk syntes at være sat i bevægelse, og stenen rullet opover av sig selv under en svak duren. Gapet blev større og større. Saa hørtes en dyp klukkende lyd som en velsmurt laas, der blev slaat igjen et eller andet sted inde i dypet.
Meksikaneren reiste sig pludselig. Hans lange ører strittet.
—Der kommer nogen, hvisket han.
Fjeld vendte sig om. Og ganske rigtig, — langt inde i den smale tunnel saaes en svak lysning som en blek sternetaake og lyden av svake, tassende skridt naadde deres øren.
—Vi faar ta risikoen, sa Fjeld langsomt. Der er mange procents sandsynlighet for at vi blir levende begravet, men der findes ingen anden utvei . . .
Han grep lommelygten og lot skinnet flakke frem og tilbake i den mørke hule, som aapnet sig for dem. Pludselig for han tilbake.
—Se her, sa han hæst, — der er resterne av ringens eier.
De styrtet alle hen til aapningen. Paa stenen foran dem laa et skelet fastklistret og fladklemt som avtrykket av et palæontologisk dyr. Knokkelstøvet tegnet de tydelige rids av et menneskelig legeme paa granitflaten.
—Det er nok en farlig dør dette, mumlet Fjeld. Manden er klemt ihjel under mange tons vegt. Han har set stenen bevæge sig og har forsøkt at naa ut
