død med en ukjendt kvinde, mistet han ikke et øieblik bevisstheten. Hans venstre haand slap ikke den kvinde, som skjæbnen hadde betroet til hans varetægt, og den høire haand klamret sig endnu om lommelygten. Han tænkte ikke paa, om hans liv skulde ende her mellem den gamle klippelava fra Popokatepetls krater, han saa ikke ind i evighetens gaatefulde lys . . . Nei, han mindedes kun de lysskin, som hadde straalet over hans liv: En ung kvinde, hvis varme og milde blik var en lygte for hans sti og en liten lyslokket gut, som alvorsfuldt og klogt skulde ta fat paa det vanskelige liv. Og pludselig saa han et ansigt, som han næsten hadde glemt, et bredt, blegt og døsigt ansigt med en forbryters øren og en filosofs pande. Det var Jaap van Huysman, den store kyniker, den dristige lovovertræder, — morderen og drapsmanden med en tigers hjerne og en drømmers hjerte. Hvad var det? . . . Han skimtet et blegt, skjønt kvindehoved dypt nede i en mørk kjelder, hvor guldet lyste fra alle kroger, — det var Natascha Saimler, som bad for sin ven og elskers liv, den sorte grib . . . Men billedet svandt saa fort det var kommet og vek pladsen for en stolt og lys mandsskikkelse, et herligt uskjønt mandshoved med blaa, fribaarne øine — en eventyrets pioner, som døde med eventyrets sang i sit hjerte: Magnus Torell . . .
Saa hørte han et vældig plask ved siden av sig, og i næste øieblik stod skumsprøiten høit om ham . . . De tre flygtninger var faldt langs en lodret klippeskraaning ned i sjøen . . .
Fjeld kom sig hurtig op paa overflaten og merket til sin glæde, at skikkelsen i hans arm hadde faat bevisstheten tilbake. Det kolde vand gjorde store under-
