verker . . . Men nogen faa meter bortenfor dem plasket Fernando Lopez omkring med armer og ben. Han kunde ikke svømme, og skrek med munden halvfuld av vand om hjælp.
Vandet var hans værste fiende, det lumske og motbydelige ferskvand, som enhver god meksikaner hater og foragter, naar det gjælder ytre bruk . . .
Fjeld tok imidlertid ingen notis av hans vræl, men svømmet rolig ind til land, hvor han la Ebba Torell fra sig paa en liten strandtunge tilvenstre for den mørke klippe, som brat og truende stirret ut mot den sorte drømmende sjø.
Saa kastet han trøie og vest og sprang efter et øiebliks betænkning ut igjen. Lopez kræfter var næsten uttømt, hans hode begyndte langsomt at synke under vandflaten tiltrods for hans vanvittige gestikulationer.
Fjeld nærmet sig ham bakfra og grep ham i haaret i samme stund som Lopez strakte ut sine dødstrætte armer med en sidste stum fortvilelsens bøn om hjælp. Saa bugserte han den hjælpeløse og halvt bevisstløse mand til land, tømte vandet ut av ham efter alle kunstens regler og kviknet ham op med en smule kunstig aandedræt. Lopez kom sig hurtig.
Værre var det med den unge pike. Hun hadde faat bevisstheten igjen, men hendes nervesystem hadde øiensynlig lidt meget. Hun saa sig forvildet omkring, og hendes hænder skalv.
—Dette er forfærdelig, — dette er forfærdelig . . . mumlet hun uavladelig.
—Kjære frøken, sa Fjeld, det er ikke forfærdeligere, end at vi kan greie at tænke paa det. Lat os endelig
